Hverdagsminimalisme i sin reneste form: en bog og en god kop kaffe.

Om hverdagsminimalisme, Luksusfælden og det gratis blad fra Netto

Follow my blog with Bloglovin

Hverdagsminimalisme kan være mange ting, men dét – og minimalisme i det hele taget – defineres oftest som en livsstil, hvor man skærer alt det væk, der ikke giver værdi.

For nogen betyder det, at man skal smide ting ud i vildskab og sætte 95% af hjemmets inventar til salg eller genbrug. For andre betyder det at rydde op i en mere overført betydning, så det liv man lever bliver fritaget fra relationer, begivenheder eller gøremål, der ikke skaber værdi og glæde. Ja, og nogen går selvfølgelig all-in på alle områder, både de fysiske omgivelser og på det mere psykologiske plan.

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig selv minimalist – hverken i den ene eller den anden forstand.

Men jeg kan virkelig godt lide tankegangen bag, og jeg kan da også mærke den ro det skaber at skille sig af med ting, der bare fylder, men som ikke gør mig specielt glad. Som jeg har skrevet om før, har jeg skilt mig af med store mængder tøj. Og den plads det giver – fysisk og psykisk – er en god indikation på, at minimalisme ikke bare er varm luft.

No TV – no problem!

Når alt kommer til alt er jeg dog mere minimalistisk indrettet, når det kommer til den måde jeg bruger min tid. Jeg er meget opmærksom på – hver dag – at jeg bruger min tid på ting, jeg enten nyder at gøre, eller ting jeg er nødt til, fordi de tjener et praktisk formål.

Det betyder så også, at de aktiviteter, der ikke hører ind under de to kategorier, ikke får del i min tid. Så vidt muligt.

For eksempel har David og jeg fravalgt fjernsyn.

Vi har et TV, ja, men vi har ikke nogen antenneforbindelse. Med andre ord, har vi aldrig et fjernsyn der bare  kører i baggrunden, ligesom vi heller ikke sidder i sofaen og zapper rundt efter underholdning.

Vi har ikke set fjernsyn de sidste 6-7 år, og der er ikke en eneste gang, hvor jeg har savnet det. Til gengæld ser vi nogle bestemte serier på HBO og Netflix. Men det er noget ganske andet. Det er nemlig serier, vi virkelig nyder, og som vi altid glæder os til at se. Altså er det altid bevidst og velovervejet, hvad vi ser. Det kan man vel godt kalde en form for hverdagsminimalisme?

Bøger, bøger og flere bøger 

Ind i mellem ser jeg også nogle bestemte programmer på DR.dk eller på Viafree (hvem elsker ikke Luksusfælden?!), men igen er det noget bestemt jeg ser, og som jeg aktivt vælger at gå ind på de respektive sider for at se ‘on demand’. Men jeg sidder ikke og zapper rundt eller falder i staver over et eller andet middelmådigt, bare for at føle der ‘sker noget’.

Den tid som mange bruger på at se tv, bruger vi så på at læse bøger i stedet. Åh, hvor lyder det dog stygt helligt, jeg kan godt selv høre det. Men jeg er nærmest afhængig af at læse, og kan som regel slet ikke falde i søvn, medmindre jeg lige har læst en halv times tid. Jeg læser både skønlitteratur og faglitteratur. Men efter jeg har startet bloggen, er det faktisk mest faglitteratur. Typisk bøger om Linktekst” target=”_blank” rel=”noopener”>privatøkonomi, forbrug, investering,  Linktekst” target=”_blank” rel=”noopener”>nonshopping og Linktekst” target=”_blank” rel=”noopener”>fødevarer.

Når det kommer til bøgerne, har jeg samme tilgang som med ‘on demand’ tv:

Jeg er meget bevidst om, at de bøger jeg læser skal ‘give’ mig noget. Og hvis jeg efter nogle sider ikke føler mig beriget, læser jeg ikke videre i bogen, men går straks i gang med en anden.

Men med hensyn til at droppe TV’et, tror jeg langt fra, vi er de eneste. Mange i min generation har formentlig sagt farvel til TV on demand og finder underholdning og nyheder via andre kilder og kanaler. Det bliver sjovt at se, hvor længe det konventionelle flow-tv overhovedet kommer til at overleve.

Hverdagsminimalisme og modemagasiner

Tidligere var jeg nærmest afhængig af at læse dameblade og modemagasiner. Jeg brugte uhyrlige summer på at købe dem, men på et tidspunkt begyndte jeg at føle mig mere og mere utilfreds hver gang jeg havde læst et blad. Hvis jeg da overhovedet læste det færdigt.

Lige så stille gik det op for mig, at det i høj grad var på grund af vanens magt, at jeg købte bladene. Og forestillingen om den følelse, det ville give mig at læse dem. Med at blad i indkøbskurven var der ligesom lagt op til, at jeg skulle hjem og have en pause. Et carte blanche til at flade ud på sofaen og slappe helt af. Alligevel fik jeg det oftere og oftere sådan, at bladene ikke gjorde mig mæt. De levede aldrig op til mine forventninger og det ofte meget ringe sprog gik mig mere og mere på nerverne (hvis jeg læser ordene “smuksak” eller “finurlig” en gang til eksploderer jeg af irritation!).

En dag besluttede jeg at boykotte bladene 100%. Det nu ca. et halvt år siden, og selvom det lyder som et relativt lille tiltag, så har det alligevel været et tiltag for hverdagsminimalisme, der virkelig har givet mig glæde.

Hvis jeg alligevel har haft lyst til at læse et blad, har jeg snuppet et gratis magasin, som jeg hurtigt har scannet for interessante artikler, før jeg har taget det med hjem. Faktisk synes jeg, helt generelt, at de gratis magasiner ofte er bedre. Det er naturligvis ikke altid, de er det, men i det mindste sparer jeg mig selv for irritationen over at have spildt mine penge, hvis det alligevel ikke var så spændende, som det så ud til. Et af mine yndlings gratis-blade er faktisk det gratis magasin fra Netto. Lime hedder det, og det er dælme godt! Læs også min guide til gratis magasiner og blade her.

Den tid jeg ‘sparer’ ved ikke at se TV eller læse dameblade er direkte kanaliseret ind i min glæde ved at læse bøger. Men også at lave smykker, dyrke barretræning, skrive på min blog, arrangere blomster, gå med hunden. Og så naturligvis sociale relationer, f.eks. David, mine næreste veninder og min familie.  Kort sagt; aktiviteter der gør mig glad, og som giver mig en følelse af, at jeg bruger tiden rigtigt. Det er nok min definition af hverdagsminimalisme.

Hverdagsminimalisme kan også være konvolut-foldede underbukser

Hvis du interesserer dig for minimalisme i mere konkret forstand, er der lige nu rigtig mange gode bogtitler, og også en rigtig udemærket dokumentarfilm om minimalisme fra Netflix på bedding, der hedder “The minimalists“. I filmen følger vi to gutter i USA, der har skilt sig af med nærmest alt hvad de ejer og har fundet lykken den vej. De har også en hjemmeside med en podcast, hvis man vil høre mere om emnet.

I øjeblikket er oprydningsbøgerne fra japanske Marie Kondo mega populære, dels fordi hun ER minimalisme i sin reneste form og nok også fordi hun bruger den mest nuttede og lækre foldeteknik. Hvem drømmer ikke om at have sine underbukser foldet origami-agtigt, så de ligner en lille bitte konvolut? Hvis det er dig, så skal du have fat i Linktekst” target=”_blank” rel=”noopener”>Spark Joy og Linktekst” target=”_blank” rel=”noopener”>Magisk Oprydning.

Artiklen indeholder affiliate links. 

Om nærighed og nas: Når sparsommeligheden tager overhånd

Vaffeljern
Mmmm hvem elsker ikke lune vafler? Og hvem elsker ikke at have sit EGET vaffeljern, frem for at låne sig frem? Det koster et par hundrede kr, og når man har det, så FÅR man det altså brugt! Photo by Brigitte Tohm on Pexels.com

Hvis der er noget, jeg ikke kan fordrage, så er det nærighed. Og efter jeg begyndte at blive mere opmærksom på min økonomi, synes jeg, at forskellen på sparsommelighed og nærighed er et tema, der ofte dukker op i mit tankemylder.

Jeg finder tit inspiration til nye kreative måder at spare penge på ved at læse forskellige bøger om privatøkonomi og ved at deltage i facebookgrupper, der handler om minimalisme og nonshopping. Og så er der selvfølgelig, blogs, podcasts og meget andet.

Men jeg prøver også at holde mig for øje, at det, at jeg gerne vil være mere sparsommelig, ikke skal gå ud over andre. Min familie og mine veninder skal ikke have mindre fødselsdagsgaver af den grund, for eksempel.

Sparetip eller bare nærighed?

Et sparetip, jeg støder på igen og igen, er, at hvis man mangler noget, lad os bruge et vaffeljern som eksempel, så skal man undersøge, om man kan låne det, før man køber det. “For man bruger det sikkert kun 1-2 gange, og så gider man ikke det vaffel-pjat længere.” Og det er jo fornuftigt nok. I teorien.

Men alligevel synes jeg, det er det mest irriterende sparetip overhovedet.

Jeg synes måske, der ligger en iboende præmis om, at “de andre, der er dumme nok til at købe det, og som heller aldrig bruger det, kan jo bare låne det ud til mig gratis, og så sparer jeg de penge. Indtil jeg mangler en ismaskine. Og så finder jeg en anden idiot, jeg kan låne den af.” Det virker på en eller anden måde så nasse-agtigt. Og spekulativt.

Spareprojektet skal ikke gå ud over andre

Jeg mener, det skal da ikke pludselig være andres problem, at jeg vælger at skære ned på mit forbrug! Det er min egen sag, og det skal ikke gøre mine venner og familie til lånebørs for ting, jeg er for nærig til selv at anskaffe mig.

Det værste er, når folk kalder det for ‘deleøkonomi’. Det er virkelig misforstået.

I deleøkonomi er der en fordel for begge parter. Hvis jeg f.eks. lejer min lejlighed ud via AirBnB, får jeg til gengæld et vist beløb ud af aftalen. Folk der kategorisk nægter at købe køkkenredskaber, eller hvad det må være, indgår jo ikke en lejeaftale, hvor de betaler en afgift per døgn.  Tværtimod klapper de nok bare sig selv tilfredst på skulderen over, hvor snedige de er. “Så sparede jeg de penge.”  Ja, nu sætter jeg det på spidsen, I know. For jeg låner selvfølgelig også ting af andre fra tid til anden.

F.eks. låner vi hvert år klapstole af mine svigerforældre, når vi holder vores store julefest. Og det er i virkeligheden også noget pjat. Vi burde da bare komme til lommerne og købe de 20-25 klapstole selv (og et hus med kælder, hvor vi kunne opbevare dem.

Så der er selvfølgelig ikke helt sort-hvidt. Det, der nok provokerer mig lidt er, når folk bliver så sparesommelige, at de bygger hele deres liv op omkring, at de bare kan låne fra andre, når de mangler et eller andet. Og nærmest gør det til en sport, at de aldrig køber noget, fordi de jo bare kan låne det. I det mindste synes jeg, at folk der har låne-mani skal tilbyde at udlåne deres egne ting ud den anden vej, eller i det mindste kvittere med en god flaske rødvin eller lignende.

Jo, du må gerne låne mit vaffeljern!

Jeg forsøger selv at gøre et nummer ud af at tilbyde mine nærmeste at låne ting af mig, hvis de har brug for det. Det kan være bøger, dvd’er og egentlig også køkkengrej, hvis det er. Og lysten til at udlåne mine ejendele har jeg netop, fordi der ikke er nogen i min omgangskreds, der har den her lånesyge som et resultat af nærighed.

Det er egentlig sjældent, at folk selv spørger om at låne noget. Og netop det, giver mig lyst til at dele og udlåne mine ting. Fordi der ikke ligger en eller anden ihærdig spareambition – eller spekulation – bagved.

Og for the record: jeg har et vaffeljern. Og netop fordi, jeg har ét, så får jeg det rent faktisk brugt. Og jeg låner det ud med glæde. Som regel efterfulgt af en kærlig service -oplysning om, at et vaffeljern kan fås for bare et par hundrede kroner hos de fleste isenkræmmere…

Artiklen indeholder affiliate links

Mere om bonusprogrammer, medlemsklubber og loyalitetspoints

 

Hos Illum, der har et af de bedre bonusprogrammer, kan du opspare point på designersko, tasker og meget andet.

Som beskrevet i det forrige indlæg synes jeg  godt om bonusprogrammer. Men – og det er et stort MEN – det er vigtigt at slå fast, at bonuspoint aldrig må være en motivation til at købe i sig selv, og at de point der opspares rent faktisk bliver brugt. Ellers har forretningen ‘vundet’, og du er blevet narret.
Læs mere »

Dankortpause: Min første uge på kontantbudget

Så er den første uge med dankortpause allerede gået. Det dejlige blå kort har fået en velfortjent ferie, men pungen har til gengæld har været fyldt til bristepunktet af klingende mønt. To ganske uvante situationer på en gang. Og hvordan er det så gået? Slog kontanterne til, eller havde jeg skudt helt ved siden af?

Dankortpausen indebærer at gemme alle kvitteringer og fører dagbog over det daglige forbrug.
Som nyslået non-shopper gemmer jeg – og gennemgår – alle kvitteringer og fører en lille dagbog over mine udgifter.

Som nævnt, har jeg sat mig for at finde ud af hvor mine penge fiser hen. For at komme til bunds i mysteriet har jeg besluttet – på forsøgsbasis – at leve på et fast uge-budget. Ugebudgettet hæver jeg i kontanter hver mandag, og ellers lever jeg som non-shopper. Det betyder dankortpause og nøje kontrol med hvad de enkelte udgiftsposter består af.

Læs mere »

Non-shopping, forbrugskvalme og nye ambitioner

Julen er en forbrugsfest uden lige. Julepynt, der glimter farvestrålende, store læs med gaver og jeg kunne blive ved. Hvordan mon næste jul bliver, hvis jeg stadig holder fast i non-shopping?
Julen kan virkelig være et forbrugs-show uden lige, og år efter år får jeg en slags shopping-tømmermænd, når vi rammer januar.

Januar måned er for mange en anledning til at love sig selv bod og (selvfor)bedring. starte med at løbe, tabe sig, kvitte smøgerne, være mere nærværende osv. Mit projekt er, at jeg vil få styr på mit forbrug og dermed bedre overblik over mine økonomi og booste min opsparing. Og – uha – så vil jeg se, om non-shopping mon er noget for mig.
Læs mere »