Sådan vekslede jeg gammelt high-street-tøj til en klassisk Chaneljakke

Klassisk chaneljakke - mit bedste køb nogensindeDa jeg begyndte på mit købestop troede jeg egentlig ikke rigtig selv på, at jeg ville kunne overholde det. Og jeg troede ærlig talt heller ikke, at jeg samtidig ville skille mig af med ca. 30% af min garderobe – og siden hen forære mig selv drømmekøbet over dem alle: en sort klassisk Chaneljakke. Genbrug og gudeskøn! 

Jeg mener, jeg har jo mange (mange!) gange før sagt til mig selv, “nu skal jeg ikke købe noget nyt i det næste lange stykke tid”, så jeg havde nok ikke, inderst inde, den største tiltro til mine egne evner for at holde igen med shopping.

For det plejede nemlig at gå sådan, at vupti: to uger efter, måske lige op til en vigtig rejse med arbejdet, ville følelsen af, at der SKAL et nyt lækkert sæt tøj til, for at være en succes, indtræffe. Og så ville den (kortvarige) ambition være parkeret. Igen. Det var før, jeg havde lavet min “hemmelige” luksusopsparing.

Når shoppingmagien forsvinder

Før jeg startede med nonshopping, var det at købe nye ting nemlig ikke noget, jeg følte som en luksus. Og da slet ikke noget, man sparede op til! Det var bare en vane.
Når jeg så noget, jeg kunne lide, slog jeg til med det samme. Indtil jeg en dag fik totalt nok af mit overforbrug og blev nonshopper.

Mit købestop varede i ca. fem måneder – helt i tråd med min oprindelige ambition.

Nu har jeg så prøvet det – og lært utroligt meget. Og faktisk vil jeg sige, at det på mange punkter er blevet en slags livsstil. For selvom købestoppet officelt er bragt til ophør, har jeg slet ikke lyst til at gå tilbage til mine gamle forbrugsmønstre. Jeg vil ikke “hygge”-shoppe på samme måde i weekenderne, og så vil jeg desuden kun (så vidt muligt!) købe bæredygtigt tøj, og helst genbrug. Det skriver jeg mere om i et kommende indlæg.

Reglerne for min nonshopping var måske ikke superstrikse, for jeg måtte da gerne jeg gerne få noget nyt, hvis jeg virkelig manglede noget. Men i fem måneder var det faktisk helt slut med egentlige shoppingture, og impulsive “jeg-smutter-lige-ind-i-den-her-butik-og-ser-om-noget-frister.” Den del troede jeg, jeg ville få svært ved at efterleve, men det var det faktisk slet ikke. 

Købestoppet iværksatte jeg for at spare mere op, i stedet for at “klatte” pengene væk.

Men egentlig ville jeg også gerne have “magien” tilbage i shopping. Altså genopdage den der skønne fornemmelse, når man endelig få købt noget, man bare har sukket efter rigtig længe. Og hvor købet er velovervejet, gennemtænkt og kan gøre gavn i en lang periode, fordi kvaliteten bare sidder lige i skabet.

Kan selvforkælelse og non-shopping hænge sammen?

Noget, der derimod ikke har ændret sig, er min trang til indimellem at forkæle mig selv med noget, der, for mig, er rigtig godt.

Og her mener jeg ikke en eller anden run of the mill polyesterkjole fra Zara. Men for eksempel et par sko i lækkert, blødt læder eller en elegant blazerjakke i superkvalitet, som jeg kan bruge utallige gange på jobbet, uden den bliver ‘træt’ at se på.

Eller måske en smuk silkekjole, jeg kan tage frem sommer efter sommer, og kun kommer til at holde mere og mere af, som årene går. Det kan også være en fin taske eller en lækker pung. Og så videre.

Altså de gode ‘investeringer’, som holder rigtig længe, er bæredygtigt produceret, eller måske genbrug, og som giver den der helt særlige fornemmelse, når man tager det på.

Den type køb går bare ikke særligt godt i spænd med at spare op og med “købestop”. Dels fordi det jo ikke nødvendigvis er ting, man har akut brug for. Men måske endnu mere fordi den type ønsker som regel er dyre.

Derfor har jeg lavet en lille hemmelig luksusopsparing. Pengene der kommer ind, består udelukkende af de penge, jeg tjener ved at sælge mit gamle tøj og tilbehør, enten på nettet eller på min stand i loppesupermarkedet Lidkøb.

Fine detaljer på min fine chaneljakkeLuksusopsparingens berettigelse

Jeg har altid haft den holdning, at de ting jeg har solgt på Trendsales og i Lidkøb Loppesupermarked ikke skal indgå i husholdningsbudgettet og bruges til kattemad og wc-papir.

Nej, pengene går til mig, og til de ting, jeg virkelig ønsker mig.

Det behøver ikke være fornuftige ting, som gummistøvler eller varme strømpebukser. Faktisk er pointen snarere, at det er ting, jeg drømmer om – bare “fordi”.

Jeg har heldigvis ikke alle mulige obskure lån, som jeg er nødt til at betale tilbage på, og min almindelige opsparing vokser da også måned efter måned. Så det at have denne her lille uofficielle luksusopsparing, synes jeg godt kan retfærdiggøres. Og det synes David heldigvis også. (eller også siger han det bare, velvidende at slaget er tabt).

Efterhånden står der vel en 10.000 kr. på den ‘hemmelige konto’, og det rigtig dejligt at vide, at hvis jeg en dag ønsker mig noget brændende, noget som jeg kan glæde mig over mange år fremover, så behøver jeg ikke bede til Jomfru Maria om at ønsket fordufter. I stedet kan jeg glæde mig over, at der er penge til det, hvis jeg virkelig ønsker mig det så meget.

Første dyk i opsparingen: en sort, klassisk Chaneljakke

Forleden tog jeg for første gang hul på min luksusopsparing og forærede mig selv en vintage Chaneljakke, eller en blazer er det vel nærmere, fra vintagebutikken Jerome Vintage.

Den var nedsat en hel del, og selvom jeg ikke synes det er korrekt at kalde tøj for en ‘investering’, mener jeg faktisk godt, man sige det om netop den.

Der er nemlig gode chancer for, at jeg ville kunne sælge den igen med en fortjeneste. Second hand Chanelprodukter, også sådan en sort klassisk chaneljakke, går nemlig som varmt brød, hvis man sælger dem på nettet.

Men det var nu ikke derfor jeg købte den.

Lækre chanelknapper i guld på den fine jakkeJeg slog til, fordi jeg altid har ønsket mig en klassisk Chaneljakke. Fordi kvaliteten er uovertruffen. Fordi den sidder, som om den syet til mig. Og når jeg tænker på, at pengene den er købt for stammer fra salg af en masse stangtøj fra H&M og Zara (og selvfølgelig også nogle dyrere mærker), så giver det bare så god mening. Og så er den endda genbrug! Den her blazer noget særligt, og de andre ting, der finansierede den, var komplet ligegyldige for mig.

Og så er der heldigvis stadig masser af penge tilbage på den hemmelige luksusopsparing, som jeg ikke aner hvad skal bruges til. Og den vokser også løbende, da jeg bliver ved med at sælge tøj.

Det er rart at vide, at luksusopsparingen er der. Og at jeg ikke behøver røre vores almindelige opsparing, hvis der en dag opstår et andet ønske. Eller rettere; NÅR der en dag opstår et nyt ønske. Hvis vi nu skal være helt ærlige.

Jeg vil elske at høre DIN mening om emnet, så giv endelig dit besyv med i kommentarfeltet :)