Hvis du vil undgå madspild, så kan du prøve at handle hos WeFood. Her vises en masse frugter, som intet fejler.

Sådan kan du undgå du madspild og spare masser af penge

Hjemme hos os er det David, der er køkkenchef. Og han er om nogen god til at undgå madspild. Han kan med bare 2-3 grundingredienser af rester og en helt bunke krydderier trylle de lækreste middagsretter frem, uden det koster en krone i (mere) indkøb. Altså, vi har jo selvfølgelig betalt for de varer han bruger fra køleskabet, men you get the point. Jeg er desværre ikke helt så kreativ, men jeg prøver.
Jeg har dårlig samvittighed over, hvor slem jeg har været til at planlægge, eller måske rettere manglen på samme, og hvor tit jeg bare har købt ind efter, hvad jeg lige har haft lyst til, uden at skænke køleskabets indhold en tanke. Gennem de sidste par måneder har jeg dog gjort en ihærdig indsats for at blive bedre til at undgå madspild, og har allerede samlet nogle gode erfaringer til at reducere madspild. Jeg synes, jeg lærer nyt hele tiden, og jeg må da sige, at jeg stadig synes det kan være svært, især på grund af min manglende kulinariske formåen, men her er de tips og tricks, der har hjulpet mig so far.

Sådan kan du undgå madspild

Fotografer køleskabet!
Før du tager afsted om morgenen, så tag et par hurtige snapshots af køleskabet (indefra, forstås), især af grøntsagsskuffen. Tag evt. også et billede af krydderihylden og spisekammerskabet, mens du er i gang. Billederne bruger du så, når du går på indkøb, så du ved, hvad du allerede har, og hvad du IKKE mangler mere af. Så bygger du dine eventuelle nye madindkøb op omkring det, der allerede er derhjemme.

Giv resterne ny udløbsdato
David er vild med at fermentere ting og sager (et fancy ord for at sylte). Det betyder, at, han bruger enhvert overskuds-grøntsag eller frugt-rest til at sylte sammen med andet godt, hælde det på glas og bruge som tilbehør til forskellige middagsretter. For begyndere, kan man starte med de agurker, man har liggende, men som man ikke får gjort has på, før man skal på ferie. Her kan man lave et opkog af sukker, salt og eddike, lade det køle af, og så hælde over agurkeskiverne, og sætte på køl i et lukket glas. Vupti  – lækre hjemmesyltede agurker til dine hjemmelavede franske hotdogs. Sådanne påhit har vi efterhånden en hel del af, så jeg tænker at det får sit eget indlæg.

Reste-menu fra apps og bøger
Heldigvis er ‘Stop madspild’ bølgen så udbredt, at der både er bøger og apps, der kan inspirere os til mindre spild. Forbrugerrådets app “For Resten”  fungerer på den måde, at du indtaster den eller de fødevarer, du nu har liggende, og så finder appen en liste over retter, du kan bruge ingrediensen i, og den fortæller dig også mere om dens holdbarhed. Måske kan du fryse din rest ned, eller måske kan den holde meget længere, end du troede i køleskabet? Jeg har også været glad for at kigge i Tina Scheftelowitz’ bog “Rig på Rester”, der dels har en lang række opskrifter på “restemad”, men hvis største force er de mange gode tips til korrekt opbevaring af mad, og hvordan man med få greb kan genoplive trætte grøntsager med lidt simpel mad-førstehjælp.

Undgå madspild med billig take-away 
Hvem siger, at det at stoppe madspild kun behøver være dit eget madspild? Restauranter, takeaway-butikker og supermarkeder smider hver dag tonsvis af mad ud, som intet fejler. Heldigvis er mange af dem også opmærksomme på problemet, og det kan komme dig til gode.

Med apps’ne “TooGoodToGo” og “YourLocal” sælger dine lokale butikker ud af deres overskudsmad samme dag eller aften, typisk til halv pris eller mindre. Det kan være lækre færdigretter, der bare lige skal varmes fra din lokale deli, eller en hel pose med lækkert økobagerbrød til 30 kr (med en nypris på 120 kr), eller måske en blandet lykkepose fra Irma til 29 kr fyldt med frugt, grønt og pålæg. Jeg kan varmt anbefale, at tjekke de to apps ud, især hvis du også synes at det kan være rart med tidsbesvarende take-away ind i mellem, men synes det bliver for dyrt i længden.

Mit næste Stop Madspild-eventyr bliver at besøge overskuds-supermarkedet WeFood, der drives af Folkekirkens Nødhjælp. Glæder mig til at se, hvad det er for noget. Om ikke andet er ideen supergod! Billedet øverst er iøvrigt fra WeFood-butikken på Nørrebrogade, der ligger et kort stenkast fra hvor jeg bor. (Tak til Folkekirkens Nødhjælp/Creative Commons for lån af det fine billede).

Mere inspiration
På hjemmesiden Stop Madspild finder du en række nyttige links til hvis du vil være klogere på madspild og bedre til at reducere dit eget spild. Det er bare at gå i krig!

One thought on “Sådan kan du undgå du madspild og spare masser af penge

Jeg vil elske at høre DIN mening om emnet, så giv endelig dit besyv med i kommentarfeltet :)