Om nærighed og nas: Når sparsommeligheden tager overhånd

Vaffeljern
Mmmm hvem elsker ikke lune vafler? Og hvem elsker ikke at have sit EGET vaffeljern, frem for at låne sig frem? Det koster et par hundrede kr, og når man har det, så FÅR man det altså brugt! Photo by Brigitte Tohm on Pexels.com

Hvis der er noget, jeg ikke kan fordrage, så er det nærighed. Og efter jeg begyndte at blive mere opmærksom på min økonomi, synes jeg, at forskellen på sparsommelighed og nærighed er et tema, der ofte dukker op i mit tankemylder.

Jeg finder tit inspiration til nye kreative måder at spare penge på ved at læse forskellige bøger om privatøkonomi og ved at deltage i facebookgrupper, der handler om minimalisme og nonshopping. Og så er der selvfølgelig, blogs, podcasts og meget andet.

Men jeg prøver også at holde mig for øje, at det, at jeg gerne vil være mere sparsommelig, ikke skal gå ud over andre. Min familie og mine veninder skal ikke have mindre fødselsdagsgaver af den grund, for eksempel.

Sparetip eller bare nærighed?

Et sparetip, jeg støder på igen og igen, er, at hvis man mangler noget, lad os bruge et vaffeljern som eksempel, så skal man undersøge, om man kan låne det, før man køber det. “For man bruger det sikkert kun 1-2 gange, og så gider man ikke det vaffel-pjat længere.” Og det er jo fornuftigt nok. I teorien.

Men alligevel synes jeg, det er det mest irriterende sparetip overhovedet.

Jeg synes måske, der ligger en iboende præmis om, at “de andre, der er dumme nok til at købe det, og som heller aldrig bruger det, kan jo bare låne det ud til mig gratis, og så sparer jeg de penge. Indtil jeg mangler en ismaskine. Og så finder jeg en anden idiot, jeg kan låne den af.” Det virker på en eller anden måde så nasse-agtigt. Og spekulativt.

Spareprojektet skal ikke gå ud over andre

Jeg mener, det skal da ikke pludselig være andres problem, at jeg vælger at skære ned på mit forbrug! Det er min egen sag, og det skal ikke gøre mine venner og familie til lånebørs for ting, jeg er for nærig til selv at anskaffe mig.

Det værste er, når folk kalder det for ‘deleøkonomi’. Det er virkelig misforstået.

I deleøkonomi er der en fordel for begge parter. Hvis jeg f.eks. lejer min lejlighed ud via AirBnB, får jeg til gengæld et vist beløb ud af aftalen. Folk der kategorisk nægter at købe køkkenredskaber, eller hvad det må være, indgår jo ikke en lejeaftale, hvor de betaler en afgift per døgn.  Tværtimod klapper de nok bare sig selv tilfredst på skulderen over, hvor snedige de er. “Så sparede jeg de penge.”  Ja, nu sætter jeg det på spidsen, I know. For jeg låner selvfølgelig også ting af andre fra tid til anden.

F.eks. låner vi hvert år klapstole af mine svigerforældre, når vi holder vores store julefest. Og det er i virkeligheden også noget pjat. Vi burde da bare komme til lommerne og købe de 20-25 klapstole selv (og et hus med kælder, hvor vi kunne opbevare dem.

Så der er selvfølgelig ikke helt sort-hvidt. Det, der nok provokerer mig lidt er, når folk bliver så sparesommelige, at de bygger hele deres liv op omkring, at de bare kan låne fra andre, når de mangler et eller andet. Og nærmest gør det til en sport, at de aldrig køber noget, fordi de jo bare kan låne det. I det mindste synes jeg, at folk der har låne-mani skal tilbyde at udlåne deres egne ting ud den anden vej, eller i det mindste kvittere med en god flaske rødvin eller lignende.

Jo, du må gerne låne mit vaffeljern!

Jeg forsøger selv at gøre et nummer ud af at tilbyde mine nærmeste at låne ting af mig, hvis de har brug for det. Det kan være bøger, dvd’er og egentlig også køkkengrej, hvis det er. Og lysten til at udlåne mine ejendele har jeg netop, fordi der ikke er nogen i min omgangskreds, der har den her lånesyge som et resultat af nærighed.

Det er egentlig sjældent, at folk selv spørger om at låne noget. Og netop det, giver mig lyst til at dele og udlåne mine ting. Fordi der ikke ligger en eller anden ihærdig spareambition – eller spekulation – bagved.

Og for the record: jeg har et vaffeljern. Og netop fordi, jeg har ét, så får jeg det rent faktisk brugt. Og jeg låner det ud med glæde. Som regel efterfulgt af en kærlig service -oplysning om, at et vaffeljern kan fås for bare et par hundrede kroner hos de fleste isenkræmmere…

Artiklen indeholder affiliate links

Jeg vil elske at høre DIN mening om emnet, så giv endelig dit besyv med i kommentarfeltet :)