Nonshopping: Nu har jeg solgt 100 stykker tøj, og købetrangen har stadig ikke meldt sig

I dag har jeg været nonshopper i tre måneder! Vildt som tiden flyver – og vildt hvor glad jeg er for at have gjort noget ved mine frygtelige shoppingvaner! At prøve kræfter med nonshopping er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv længe, men nu melder spørgsmålet sig: hvor længe skal jeg blive ved med at være nonshopper? Og hvor længe mon min motivation til mit købestop holder?

En rigtig shopaholic?

Da jeg startede med nonshopping var det egentlig mest et eksperiment. Den største drivkræft var at spare mere op. Men jeg ville også gerne lære noget om mig selv. Jeg ville gerne finde ud af, hvorfor jeg shoppede så tit, og hvorfor jeg brugte så mange penge, når jeg shoppede.

nonshopping - undtagen når man finder en Norgesweater fra genbrug til 200 kr
Når man finder en ægte Norge-strik i den blødeste uld i genbrugs-biksen til 200 kr. er det svært at være standhaftig nonshopper. Men ellers er det gået godt!

Endelig ville jeg gerne finde ud af, hvor slemt det stod til. Var jeg decideret købeafhængig – en rigtig shopaholic – eller var jeg bare en ung(-ish) kvinde, der var lidt for glad for modetøj og for optaget af mit eget udseende?

Ude af syne, ude af sind

Jeg synes ikke, jeg har alle svarene endnu, men jeg synes jeg er kommet dem nærmere.  Efter små tre måneder med købestop af de ting, jeg brugte flest penge på, vil jeg forsigtigt konkludere, at jeg ikke har været en “rigtig” shopaholic. Det har simpelthen været for nemt for mig at give slip på shoppingen til, at jeg vil kalde mig for købeafhængig. Min nonshopping har også lært mig, hvad der kan “trigge” min trang til at shoppe. Og der ligger ikke en dyb freudiansk forklaring om en fattig barndom eller alkoholiserede familiemedlemmer til grund. Nej, min købetrang bliver aktiveret, så snart fristelserne er lige for næsen af mig. Det er jo virkelig simpelt, banalt faktisk. Men når jeg ikke ser noget, der frister, så tænker jeg slet og ret ikke på det. Og jeg har heller ikke en trang til at shoppe, når jeg åbner mit skab, og ikke lige ved, hvad jeg skal have på.

Nonshopping sat på prøve

Da jeg forleden var ude og købe fødselsdagsgaver til David, bl.a. nogle køkkenting i Illums Bolighus, følte jeg mig for eksempel svært fristet. Uha, hvor var der mangle lækre boligting, der lokkede. Og da jeg bagefter skulle ind i en tøjbutik, hvor noget af tøjet er unisex, for at finde en gave mere, havde jeg en kæmpe lyst til at snuppe et par fine t-shirts med til mig selv. I de tilfælde har jeg lært mig selv en lille visualiseringsteknik (nu bliver det vildt!), som jeg synes hjælper. Jeg tænker på alt det tøj, jeg for nyligt har sat til salg (og solgt). Så genkalder jeg mig den følelse og de situationer, hvor jeg købte tøjet i butikken. Herefter tænker jeg så på, hvad tøjet betyder for mig i dag: Alt dette tøj har ingen værdi for mig. Det er fejlkøb, som jeg har brugt maks. et par gange, og uden videre succes. Af samme grund er det sat til salg. Meget hurtigt kobler min hjerne alle disse impulsive fejlkøb sammen med de ting, jeg bliver fristet af i butikkerne. Og pludselig forsvinder trangen bare.

Men for at få succes med nonshopping er det selvfølgelig bedst at undgå fristelserne. Og det har jeg egentlig været ret god til. Jeg har afmeldt alle nyhedsbreve og lavet unfollow på kommercielle instagramprofiler. Og så har jeg bare ikke gået ind i butikkerne, medmindre jeg skulle købe en gave. Jeg har også undgået alle lagersalg! Og det har dælme været svært. Foråret er jo nærmest højsæson for lagersalg, og bare i går kom jeg forbi fire af slagsen! Dér skal jeg virkelig kæmpe mod mit gamle jeg. Udsigten til en god handel, bugnende shoppingposer og en solid shopping frenzy ligger stadig og lurer i baghovedet. Men jeg har holdt stand.

I forbindelse med mit nonshopping-eventyr, har jeg ved samme lejlighed sorteret ca. 30% af min garderobe fra og sat tøjet til salg. Jeg har solgt noget via Trendsales og Tradono, men det meste er solgt i loppesupermarkedet Lidkøb. Jeg er faktisk lige nået op på 100 stykker solgt tøj!  Det virker måske lidt counter intuitive at stoppe med at købe OG sælge sine egendele, men de to ting har faktisk hængt forbavsende godt sammen.

En mindre, men bedre garderobe

Nu hvor der er kommet en masse luft i garderoben, og det kun er de rigtig gode ting, der hænger tilbage, er jeg blevet så meget gladere for mit tøj. Det er nemmere at finde tøj frem om morgenen, men jeg skal da også lige vænne mig til, at jeg går så meget mere med det jeg har. Det er jo kun rigtig godt, men jeg kan da godt have dage, hvor jeg synes jeg ser megakedelig ud, og føle at jeg LIGE har haft det samme outfit på for to dage siden. Der kan man vidst virkelig tale om first world problems. Er spændt på at se, hvad der sker, når jeg skal til at finde forårs/sommertøjet frem. Om det får samme tur, og om jeg vil få sværere ved at overholde mit købestop, hvis jeg ikke rigtig synes, at tøjet er så fedt længere. Nu må vi se.
Jeg har også gjort mig nogle nye overvejelser omkring, hvor længe jeg skal fortsætte. Til en start satte jeg mig for, at min nonshopping skulle vare indtil den 17 juli, hvor David og jeg drager til Japan i 3,5 uge. Men jeg har også tænkt på, at det måske var en ide at lave 3-4 årlige shoppingture, hvor jeg udelukkende køber de ting jeg mangler og måske lidt til. Men altså ingen impulsindkøb og med et fast defineret budget. Det tror jeg bare ikke, jeg er klar til endnu. Men det kan godt være, at det er den vej jeg går, når jeg er færdig med den kolde tyrker. Så indtil videre fortsætter jeg med nonshopping til midt-juli.

Eller kold tyrker er måske så meget sagt. For jeg har jo købt nogle enkelte ting i min tid med nonshopping. Som jeg tidligere har nævnt, skrev jeg en positivliste over ting, jeg gerne måtte fortsætte med at købe. Det gælder bøger, blomster, ballet/barre tøj, billetter til ballet. Altså, ting der understøtter mine hobbyer som er at læse, arrangere blomster, gå til ballet og barretræning og se ballet i teateret.

Ny pyjamas, Norge-sweater og bøger om nonshopping

I mine tre måneder med nonshopping har jeg købt fire bøger i alt, som alle handler om nonshopping, minimalisme, bæredygtighed og zero waste (ikke at emnerne skal retfærdiggøre købene ;-). Så har jeg købt et sæt træningstøj til ballet, som i min spare-iver desværre var lidt af et fejlkøb. Kvaliteten var alt for ringe. Så næste gang vil jeg hellere vente lidt længere, og så købe noget dyrere, der er af god kvalitet.
Men jeg har faktisk købt færre blomster end jeg plejer, og jeg plejer også at købe flere bøger. Magasiner og blade har jeg boykottet 100% (altså at købe dem), og det har også været supernemt.

På positivlisten har jeg også skrevet, at jeg må erstatte noget, hvis det går i stykker. Da min elskede gamle Ralph Lauren pyjamas faldt helt fra hinanden, besluttede jeg, at jeg gerne måtte få en ny pyjamas. Men jeg tænkte faktisk længe over det. For man kan jo sagtens sove i en t-shirt, eller en natkjole – eller i Chanel no 5 á la Marilyn Monroe. Så det var jo ikke fordi, jeg ikke ville kunne lukke et øje uden en pyjamas. Jeg kan bare rigtig godt LIDE at sove i pyjamas og at have en pæn en, som er præsentabel nok til, at man kan have den på hele søndagen (og lørdagen med.). Så jeg endte med at finde en rigtig fin en fra COS. Og jeg har ikke fortrudt det et sekund.

Endelig har der været en enkelt gang, hvor jeg faktisk har forbrudt mig mod mit købestop. Jeg var inde i genbrugsbutik sammen med David, og der hang en virkelig lækker “Norsk Sweater”, som var helt som ny og som kostede 200 kr. Dér kom den gamle rabatjæger op i mig for real! Sådan en sweater koster normalt 1500 til 2000 kr i butikkerne, og den var bare så indbydende, varm og vamset. Så dér faldt jeg i. Jeg bilder mig selv ind, at det er i orden, fordi det var så god en deal, det var genbrug og det var koldt udenfor… To be continued.

3 meninger om “Nonshopping: Nu har jeg solgt 100 stykker tøj, og købetrangen har stadig ikke meldt sig

    • Ha ha! Fisk kender jeg ikke noget til, men hunden er jo ikke købt endnu. Men teknisk set har jeg ikke taget stilling til om kæledyr indgår på positivlisten 🙂

Jeg vil elske at høre DIN mening om emnet, så giv endelig dit besyv med i kommentarfeltet :)