Livet med labradorhvalp: Tis, søvnmangel og ufattelig meget kærlighed

Første dag med labradorhvalp i byenVores labradorhvalp Mille er (eeeendelig!) ankommet til det lille københavnerhjem, og det har VIRKELIG vendt op og ned på vores tilværelse.

For børnefamilier er det en velkendt situation, at man ikke lige kan smutte i byen, uden at få ungerne passet, og at der er andres behov, der skal sættes først – til hver en tid.

Men for et yngre (ish) ego-par, som David og mig (uden børn), der kun har haft vores gamle kat Misse at tage højde for, er livet med hundehvalp virkelig en ny verden på godt og ondt.
Men mest godt. Rigtig meget mest godt.

Især skal vi lige vende os til, at hun, så længe hun er så lille, ikke bare kan være alene hjemme.

For eksempel kan vi ikke lige gå impulsivt i biografen eller drible ned på den lokale bar og få en sjus uden at arrangere pasning. Jeg har prøvet at tage et hurtigt smut i kiosken, hvor hun var alene i ca. 10 minutter, og så har jeg også en enkelt gang købt ind, hvor hun var alene i ca. 20 minutter. Begge gange gik det rigtig fint, og jeg var egentlig mere bekymret for, at hun ville terrorisere katten, end at hun splitte hjemmet ad eller gå i panik over at være alene.

Mille med sine flotte labrador-ørerLarmende, legesyg og lærenem

Jeg tror – i ramme alvor -, at man på mange måder kan sammenligne hundehvalpe-situationen med at have et lille barn. Ja ja, mange småbørnsmødre ryster på hovedet af sammenligningen, men hør lige:

Mille står op kl. 04.30 mange dage. Og ligesom med et barn, kan man ikke bare vende ryggen til og sove videre. Nej. sådan en lille krudtugle af en labradorhvalp skal ud og tisse, fodres, “tøjles” og leges med – da hun har ekstreme mængder energi og legesyge, som de fleste labradorejere sikkert godt kan nikke genkendende til.

Ind i mellem er vi heldige, at hun falder til ro igen og napper et par timer mere på øjet i sin lille hundeseng, men spørgsmålet er så, om vi selv kan falde i søvn igen. Når først Mille går i gang med at skamfere i sin Hello Kitty bamse, larmer det en hel del. Så er man ligesom vågen.

Når hun så er ‘stået op’, er energiniveauet så højt, at man skal holde øje med hende – konstant. For hun er den vildeste ballademager.

Hun styrter rundt efter vores ældgamle kat Misse (Misse is NOT amused), hun bider i ALT, hvad hun kan finde, og så tisser hun et nyt sted ca. fem gange dagligt.

Vores labradorhvalp Mille elsker sin Hello Kitty-bamse

Derudover tager hun poterne ned i sin vandskål og pjasker ALT vandet ud på gulvet. Hun eeeelsker også at overfalde toiletspanden og herefter løbe triumferende rundt med brugte vat-rondeller flagrende ud af gabet. Og så prøver hun at spise Misses mad (og slipper nogen gange afsted med det). Bare for at nævne nogle af hvalpe-unoderne.

Til gengæld er hun lærenem. Og jo mere hun lærer, jo nemmere bliver alting. Hun er ved at lære at sidde pænt (Mille, Sit. Siit. Siiiiiiitttttt!!!! Dyyyyyyyyyyyygtig!). Og det er virkelig nyttigt. Og så bliver hun også mere og mere renlig for hver dag, der går. Jo, renlighed kan sagtens gradbøjes.

Hun har heller ikke noget i mod at gå i sin fine hundesnor, og hun går faktisk ganske pænt, når man tænker på, at det er helt nyt for hende.

Endelig er hun allerede virkelig god til at apportere, hendes alder taget i betragning. Hun elsker at stæse efter sin elskede plys-and, når David kyler den af pommern til. Og dét er han selvfølgelig superglad for. Hun skal jo være hans trofaste jagtbuddy, så dét at hun allerede nu viser flair for at hente ting og sager er en rigtig god start. Tænk, at sådan en stump pels på bare 12 uger allerede kan lære til sig.

Labradorhvalp i centrum

Vi har nu haft hende i ca. fire uger, og heldigvis er vi blevet bedre til at forhindre hendes små skarnsstreger. Banale ting som at huske at stille kattemaden væk og finde en ny plads til toiletspanden virker særdeles effektivt.

Men som sagt, er det langt mere positivt og hyggeligt, end det er besværligt at dele hjem med den lille ny labradorhvalp.

For eksempel er den ufatteligt store mængde puppy love – man både giver og modtager – fra den lille labradorhvalp med til at gøre, at man hurtigt glemmer al balladen.

Dengang Mille var en lillebitte hvalp på bare 8 uger.

Våde snudekys på kinden (ja, i hele fjæset faktisk), en blød lille “fodvarmer” under sædet, når vi kører bil og fuldstændig ustyrlig jubel, når man kommer hjem fra arbejde, er bare så gennemført livsbekræftende og hyggeligt at opleve, at jeg pludselig forstår hvorfor hundeejere omtaler deres hund som et reelt familiemedlem. Det skal i hverfald ikke være nogen hemmelighed, at vi allerede er fuldstændig forgabte i den lille pelsklump.

Og jeg vi er tilsyneladende ikke de eneste.

For vi kan dårligt gå tre meter, før vi bliver stoppet på gaden af folk, der lige vil sige hej. Heldigvis ser det ud til, at hun nyder at være i centrum, for når vidt fremmede mennesker begynder at klappe og kysse hende, sætter hun sig tålmodigt ned og logrer med sin lille hale. SÅ SØDT!

Jeg er faktisk helt sikker på, at Mille er verdens kønneste og sødeste labradorhvalp (helt objektivt), og jeg glæder mig til at fortælle mere om livet som nyslået hundeejer.

Forresten … hvis du bare ikke KAN få nok af nuttede hvalpebilleder, så har Mille sin helt egen instagramprofil!

Artiklen indeholder affiliate links.

En mening om “Livet med labradorhvalp: Tis, søvnmangel og ufattelig meget kærlighed

Jeg vil elske at høre DIN mening om emnet, så giv endelig dit besyv med i kommentarfeltet :)