Flere pinlige pengetricks: Sådan kan du også spare penge, hvis du er frisk nok

Mit første indlæg om pinlige pengetricks har været rigtig populært, så som lovet kommer jeg her med endnu flere akavede måder at spare penge på. Om du synes de rent faktisk er pinlige, eller om de bare er udtryk for normal og fornuftig adfærd er helt sikkert en individuel sag, men jeg ved, at handlingerne deler vandene. Vi kommer bl.a. ind på at samle flasker, droppe drikkepenge og sælge snavset undertøj – alt sammen for at spare penge – og i nogle tilfælde for at tjene dem.

At krejle om prisen for at spare penge

Prutte om prisen, krejle, forhandle. Kært barn har mange navne. Og en ting er sikkert – at krejle om prisen på steder, hvor prisen ellers er fast, er noget mange synes er pinligt. Det gjorde jeg også selv indtil for nyligt. Nu synes jeg bare det er sjovt at prøve – især når det virker!  Så er det altså en sjov og enormt tilfredstillende måde at spare penge på. Hvis du selv vil prøve, så læs lige de gode råd til at krejle fra min veninde Louise, der er supergod til det, og som har skrevet et gæsteindlæg om det her på bloggen.

At droppe at give drikkepenge

I Danmark er det ikke så udbredt at give drikkepenge, som f.eks. i USA, hvor dine “tips” er en stor del af serveringspersonalets løn. Men hvad gør man herhjemme? Uh, jeg synes altid det er mega akavet, når man står med dankortterminalen i hånden, og den blinker “Indtast drikkepenge”, mens tjeneren håbefuldt holder øje med transaktionen. Jeg må erkende, at jeg ikke altid giver drikkepenge. Jeg har den tommelfingerregel, at hvis vi har spist for mere end 5-600 kr, så giver jeg minimum 10%, hvis betjeningen har været rigtig god. Hvis vi en sjælden gang spiser rigtig dyrt (over 2000 kr) giver jeg minimum 100 kr), men alle småbeløb under 100 kr. giver jeg altså ikke drikkepenge for. Er det pinligt? Måske lidt, men omvendt skal man også bare huske, at tjeneren får jo rent faktisk en ordentlig løn, og når man samtidig VED, at man har givet en fuldstændig absurd overpris for sin kaffe, så er det altså ikke så fristende at blive flået yderligere. Så vil jeg egentlig hellere give lidt ekstra til en hjemløs, der sælger Hus Forbi.

Sælg dit undertøj

Urh, den næste er slem. og bestemt ikke for sarte sjæle. Jeg læste for nyligt om et fænomen, hvor unge piger, der arbejder i Fakta (mener jeg nok det er), sælger billeder af sig selv på nettet iført deres Fakta-uniform, og deres bare røv (pardon my French), og så sælger deres undertøj på nettet. Der er helt sikkert også mange, der gør det helt uden discountsupermarked t-shirt og således sælger deres brugte tangatrusser, også i uvasket stand. Pludselig får sloganet “Det tager kun fem minutter” en hel ny betydning.
Folk må gøre præcis som de vil, og så længe der er efterspørgsel, vil der vel altid være et udbyd, men ej… jeg synes den er slem. Gad vide om der er også er et marked for mænd, der sælger deres bremsespors-underhylere?

Samle flasker for at spare penge

Samle flasker? Det gør man da kun, hvis man er hjemløs eller “tigger”? Eller hvad? Jeg ser faktisk flere og flere mennesker, der ikke ser spor hjemløse ud, der går rundt i byen og haler flasker og dåser op af de kommunale skraldespande, og hvor de ellers finder dem. Egentlig er det jo rigtig smart. Men samtidig har jeg det også lidt omvendt med det. Jeg synes faktisk, at det er rigtig fint, at de hjemløse får de penge, de kan, ved at samle flasker, men samtidig har alle jo ret til at gøre det. Jeg ville dog aldrig selv gøre det. Ikke så meget fordi det er pinligt (jo lidt), men mest fordi, at andre har mere brug for de penge.

Plukke svampe, grønt og blomster på offentlige steder

Du må gerne plukke i skoven, men lige fluesvampen ville jeg holde mig fra - også selvom du gerne vil spare penge :-)
Du må gerne plukke i skoven, men lige fluesvampen ville jeg holde mig fra – også selvom du gerne vil spare penge 🙂

Hvis du er en tur i skoven, er du så typen, der lige har en kniv, nogle poser og en stak kurve med til at “sanke”? Eller synes du, det er totalt pinligt og ulovligt at plukke et par forårsanemoner med hjem til påskebordet? Mange tror, at det er forbudt at plukke noget som helst på offentlig grund, men ifølge en ældgammel lov, må man faktisk plukke ligeså meget, som der “kan være i en hat” (den er god nok!), sålænge man sørger for ikke at plukke det hele af, det der nu står. Så pinligt eller ej – hvis du lige står og mangler lidt ramsløg og gerne vil spare penge, så er det helt legitimt at betjene dig selv. Læs mere her, hvis du vil have styr på lovgivningen om at samle ind i skoven.

Jeg vil elske at høre DIN mening om emnet, så giv endelig dit besyv med i kommentarfeltet :)