Min indkøbsdagbog, kvitteringer og kontanter til ugens madindkøb.

Dankortpause: Kan kontantbetaling spare dig penge i hverdagen?

Nu er der gået en hel måned, hvor det kære lille Dankort har ligget i dvale dybt i pungen, lige med undtagelse af den ugentlige visit hos hæveautomaten, hvor jeg har hævet kontanter til den kommende uge. Og hvad har jeg så lært af det? Og er det lykkedes mig at spare penge?

Jo, først og fremmest har jeg fundet ud af, at de 300 kroner jeg havde tænkt skulle være mit “daglige (maks!) budget” er både et meget stort beløb og et meget lille beløb. Stort, fordi min søde David jo også handler ind engang imellem (og så er der lige pludselig 300 i overskud for den dag). Det er også et rigeligt stort beløb på de fleste hverdage, hvor vi tømmer godt ud i køleskabet og måske supplerer med hvad vi lige finder i fryseren. Disse dage koster typisk ingenting, eller bare meget lidt.

Der, hvor beløbet føles småt, er, når der lige pludselig er andet end mad, der skal købes, eller hvis man lige får lyst til at gå i køkkenet hele dagen og lave en tre-retters menu – og der samtidig skal købes opvasketabletter, øko-vaskemiddel og betales for vinduespudseren samme dag.  Disse dage hører dog til sjældenhederne, men de findes.

Højt dagsforbrug – selv med sparehatten på
Efter fire uger kan jeg konstatere, at 1300-1800 kr. om ugen er det leje, jeg kan forvente at ligge på, hvor 1300 er for en uge uden uventede udgifter og uden nogen form for (pengekostende) fornøjelser, og en uge der koster 1800 kr. er typisk en uge, hvor vi om fredagen køber lækkert ind i Irma, måske går i biografen, tager et par cocktails på en bar, og jeg spiser frokost/brunch/morgenmad ude i byen 1-2 gange.
Det løber så op i ca. 200-350 kr. om dagen, hvilket jo slet ikke er småting, og egentlig et relativt højt dagsbudget, og dét på trods af, at jeg har skåret ned. Hatten af og kæmpe highfive til alle dem, der lever på et langt lavere dagsbudget, f.eks. kontanthjælpsmodtagere. Det kan ikke være nemt!

Spotvarehyldens fristelser 
Selvom jeg jo ikke havde gættet helt ved siden af, var kontant-oplevelsen effektiv til at få mig til at holde snuden i sporet og ikke gå bananas ved spotvare-hylden i Netto, eller gå shop-amok i Normal’s shampoo-afdeling. Så på den måde har det faktisk lykkedes mig at spare penge. Lige pludselig var jeg jo nødt til at at navigere udenom de små fristelser, man så ofte møder her og der, for ellers ville der ikke være råd til toiletpapir eller appelsiner. Lige nu ærgrer jeg mig faktisk lidt over, at jeg ikke først tog en uge, hvor jeg IKKE var på budget, bare for at se hvor meget jeg almindeligvis havde brugt, hvis jeg ikke havde haft denne dagsgrænse. Det kan jeg selvfølgelig godt gøre retrospektivt, hvis jeg går mine konto-udtog igennem, men skal vi ikke lade være med at dvæle for meget ved fortiden? You can’t beat a dead horse, som man siger.

Alt i alt har jeg været rigtig glad for min måned på kontanter, og jeg har faktisk lyst til at blive ved på denne måde lidt endnu. Der er noget sært tilfredstillende ved det, selvom der dog er nogle poster, der rent praktisk IKKE kan betales med kontanter, hvilket bliver en smule irriterende, men det går alligevel.

Hvis du også vil lave kontant-eksperimentet, så brug mine tips nedenfor, så der ikke går helt ged i dit regnskab.

  1. FØR EN ØKONOMIDAGBOG: Find din labre notesbog frem (måske den du har fundet på Spotvare-hylden i Netto?) og skriv ned hver dag, hvor du har handlet og hvad beløbet er.Hvis du har et fast dagsbudget, så skriv også, hvad din rest- eller minussum er, dagligt. Husk at notere, evt med en lækker pink highlighter-tush, hvis du har været nødsaget til at bruge dit dankort eller MobilePay. Dette indgår i dit dagsbudget, selvom du ikke har brugt kontanter.
  2. GEM KVITTERINGERNE: Hvis du skal købe ind flere forskellige steder, eller endnu værre, hvis du er i byen og er meget fuld, så er det en RIGTIG god ide at gemme alle bilag – store som små. Man bliver overrasket over, hvor meget ens hjerne egentlig kan sande til på bare et par dage, så de håndfaste beviser er gode at få med.
  3. Hæv penge søndag aften eller mandag morgen. Så er du klar til hele ugen. Her er det også en god ide at tænke lidt fremad og overskueliggøre, om der vil være begivenheder i den kommende uge, der kan vælte dit budget, og hvad du kan gøre for at forhindre det. Hvis du f.eks. ved, at du skal i byen og spise fredag, måske efterfulgt af et par kølige Moscow Mules på din yndlings beverding, så kan det være, at lørdagen skal stå på hjemmelavede pizzaer, hvor du allerede ligger inde med de fleste ingredienser og derfor kan komme relativt billigt igennem dagen, som en opvejning til fredagens udskejelser.
  4. Gør status søndag aften. Sæt lidt tid af til at gennemgå hvad ugen har kostet dig, og hvad dit dagsgennemsnit er løbet op i. Reflekter over, om det var bedre eller værre end forventet, og noter gerne hvis der kom uforudsete udgifter ind fra højre -en punkteret cykel, ikke mere dagcreme (SOS!), eller noget helt tredje. Husk, at medregne de tilfælde, hvor du har været forhindret i at bruge kontanter, da det jo (selvom det ikke føles sådan), også er at bruge penge, når du bruger MobilePay. Noter også gerne, hvis ugen ligefrem afstedkom nogle gode sparetips. Dem kan du få brug for igen.
  5. Penge i overskud? Hvis du har flere kontanter tilbage (yay!), så beslut dig for, hvad du vil gøre med dem. Skal de lægges “under madrassen” til en lille drømmeopsparing, eller skal de blot indgå i næste uges kontantbeholdning, så du kan hæve mindre til den kommende uge og til gengæld tilbageholde flere lækre penge på din bankbog. Jeg gør det sidste. For nu, altså.
    Derfor har jeg dog en lille drømmeopsparing alligevel, men den er udelukkende bestående af penge, jeg har tjent ved at sælge ud fra klædeskabet.

One thought on “Dankortpause: Kan kontantbetaling spare dig penge i hverdagen?

Jeg vil elske at høre DIN mening om emnet, så giv endelig dit besyv med i kommentarfeltet :)