About

HEJ!

Mit navn er Marie-Louise, jeg er 33 år og jeg bor i København K med min mand David (aka @alwayshunting.dk), og vores kat Misse.

Jeg arbejder til daglig som communication manager i en stor virksomhed, og fagligt interesserer jeg mig således for kommunikation, sprog og journalistik.

Men jeg interesserer mig også for en hel masse andre ting, og det skinner formentlig igennem på bloggen. Jeg elsker at arrangere blomster, læse bøger, se ballet (og forsøger også at lære det. Det. er. meget.svært), stå på ski, lave mad, spise mad, tale om mad, se på mad, ae på bløde dyr, beundre pæne ting, at tale om vejret, lære nye ting, rejse, kysse min mand David, spille bordtennis, være i sommerhus, drikke kaffe, spise kanelsnegle (alt med kanel, faktisk), være omgivet af min familie, være sammen med mine dejlige veninder, binge tv-serier, drikke muscow mules, sove lange lure med min lille kat på maven. Sådan cirka. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Derfor startede jeg Missfuzzypants.com

Jeg har længe haft lyst til at skrive om privatforbrug, og i takt med at jeg selv har ændret en række af mine forbrugsmønstre har jeg fået lyst til at dokumentere min “rejse” her på bloggen, da der ligesom med så mange andre livsstilsændringer medfølger en masse strøtanker og refleksioner og forhåbentlig gode erfaringer.

Det kan også være, at der i ny og næ sniger sig et indlæg ind om andre emner, deraf tag-linen “Fuzzy business” (så er man ligesom helgarderet), men selve omdrejningspunktet på min blog er privatforbrug, og hvordan man forener sin forkærlighed for luksus, livsnyderi, ‘fashion’ og det gode liv med at skære godt og grundigt ned – hvis disse modpoler da overhovedet KAN forenes?

Hvis mine indlæg også sætter nogle tanker i gang hos dig, så skriv gerne en kommentar.
ML